Yngre udgaver af kærester leder ofte efter et andet menneske, som kan give alt det, som engang krævede en hel landsby at levere: Stabilitet, sikkerhed, forudsigelighed, tilhørsforhold, eventyr, passion. Den anden skal både være bølgerne og ankeret. Søge efter at samle det velkendte og det overraskende, den fortrolige, den bedste ven, den passionerede, den intellektuelle – alt dette i én og samme person. Men – og det er jo her modenhedens milde magt spiller ind. Det er ikke muligt at samle alt det i en person – og slet ikke rimeligt at lægge alt det på en andens skulder. Hvis man vil have det hele fra den anden, så får man det Karen Blixen kalder en overbelastet kærlighedsforståelse. Den kloge dame – som så for øvrigt måske selv havde et noget overbelastet kærlighedsforhold – siger også klogt: Husk nu! – At elske er et verbum. Noget man gør. Og skal vedblive at gøre. Kærlighed er bare et substantiv.