Jeg fik mere, end jeg søgte
af Viggo Jensen
Jeg var ikke medlem af folkekirken og søgte faktisk bare et sted engang at blive begravet. Jeg kendte flere, som talte varmt om Ågård Frimenighed, så valget om medlemskab her var nærliggende i foråret 2000.
For at undersøge, hvad det var for noget, jeg havde meldt mig ind i, begyndte jeg at komme til gudstjenester, og her viste sig den første side af fællesskabet, jeg nu var en del af. Det var traditionen med at man efter gudstjenesten giver hånd – også til nye kirkegængere – og småsnakker udenfor kirkedøren. De håndtryk, og dem man fik af præsten før og efter gudstjenesten, signalerede en behagelig nærhed og personlig interesse. Det gjorde, at jeg fik lyst til at se nærmere på og deltage i tilbud om foredrag og koncerter, der var beskrevet i kirkebladet. Her mødte jeg igen håndtrykkene, og den gode fornemmelse af at blive genkendt var af stor betydning.
Langsomt voksede omfanget af fælles oplevelser med den samling af meget forskellige mennesker, der kommer i Ågård Frimenighed, og det var hurtigt foredragenes indhold, som sagde mig mest. Særligt hæftede jeg mig ved, at de oftest vinklede forskellige sider af etik, litteratur og politik, og at det var nysgerrighed om temaet mere end enighed om samme, der var afgørende for lydhørhed og debat.
Traditionen med at man efter gudstjenesten giver hånd – også til nye kirkegængere – og småsnakker udenfor kirkedøren, signalerede en behagelig nærhed og personlig interesse. Det gjorde, at jeg fik lyst til at se nærmere på og deltage i tilbud om foredrag og koncerter. Den gode fornemmelse af at blive genkendt var af stor betydning.
Så kom arbejdslørdagene, og jeg genopdagede, hvor velgørende det er at have udrettet et praktisk stykke arbejde sammen. Det var nok herved, det første gang gik op for mig, at vil vi have noget lavet i Ågård Frimenighed, må vi selv gøre det, og vi har friheden til at gøre præcist, hvad vi vil – indenfor vores egne økonomiske rammer. Derved blev det indlysende, at vi har et forpligtende fællesskab, og derfor sagde jeg ja, da jeg for nogle år siden blev spurgt om at stille op til valg til bestyrelsen.
Det er ikke kun ved nadverbordet, der findes fælles måltider i Ågård Frimenighedskirke. Kendetegnende for nærmest alle fælles aktiviteter, udenfor gudstjenesten vel at mærke, er nemlig, at der altid nydes kaffe/te undervejs, og som fælles afslutning indtages ofte frokost eller middag med tilhørende øl, vin eller vand, alt efter hvad man foretrækker. Der er flere madkyndige folk i menigheden, så de fælles måltider er altid forbundet med stor nydelse, hygge, nærvær og megen snak.
”Lugter det her nu ikke mere af sammenspisning end fællesspisning?” kunne man spørge.
Spørgsmålet er efter min mening meget relevant, og jeg er klar over, at i en beskrivelse som denne, kan det tage sig sådan ud. Jeg kan dertil sige, at mit møde med folk i frimenigheden generelt har været præget af åbenhed og interesse – og netop de fælles måltider er yderst velegnede til at komme et skridt nærmere ind på livet af hinanden, end de føromtalte håndtryk i sig selv er.
”Er der så kun hygge og kommen hinanden ved I Ågård Frimenighed?” kunne en anden kommentar være.
”Bestemt ikke!” er mit svar.
Vi er fælles om at skabe rammerne for det, som foregår i og omkring kirken, og det kulturåbne og nutidsorienterede folkelige fællesskab, som jeg har forsøgt at beskrive her, genkender jeg og får udbygget i søndagenes prædikener på en vedkommende og virkelighedsnær måde – nogle gange med kant og altid i øjenhøjde.
Jeg, som udelukkende søgte et sted at blive begravet, har på Kirkebakken fundet et levende, kulturelt og åndeligt fællesskab med højt til loftet.