Kære Asmus og Terkil !

Her i Danmark har vi haft og har heldigvis stadig mange kreative personer. Jeg ved ikke, om I kender den mand, som hedder Piet Hein. Han havde ikke anden uddannelse end sin studentereksamen, men det var også nok for ham, for allerede fra barn var han en opfinder, designer og senere i livet også forfatter. Så han kunne – ligesom jer to – mange ting.
Han har skrevet et fint lille digt, som lyder –

”I en tid, hvor det gælder
at ligne de mange,
som har ophørt at yde
og lært at forlange,
er der enkelte iblandt os,
som man trygt kan forlange af.
I er nogle af de få, som der ikke er mange af!”

Det lille fine digt kan vi jo læse på to måder i dag.
Ja – lige her ved jeres konfirmation er I jo to af de få, der ikke er mange af. Men I er lige præcis jer, og det er så dejligt, vi alle her kan fejre jer i dag.

Og I to drenge har i den tid, hvor vi har mødtes til forberedelse virkelig været to, jeg trygt kunne forlange af.

I sidste uge hørte jeg en podcast om teenagere. Det er jo den aldersgruppe, som I hører til. Det var en spændende podcast, der satte fokus på netop jeres aldersgruppe. I podcasten interviewede man en forfatter, der har skrevet en bog om det at omgås unge på jeres alder. Bogen hedder: ”Hallo – er der hul igennem?” Jeg er sikker på, at jeres forældre og måske også lærere indimellem spørger – ”Hallo – er der hul igennem?” – ”Hører du overhovedet, hvad jeg siger til dig?” For alle, der på den ene eller anden måde omgås teenagere kan vel genkende: ”Hold da op, hvor de hænger på sofaen, foran fjernsynet bag computeren eller bøjet over mobiltelefonen. Har de da slet ingen energi?” Jeg tror som nok, at I har masser af anfald af energi, men det er jo bare ikke sikkert, det altid er på de områder, jeres forældre synes, I skal være energiske. Opstår der – og det gør der i teenagealderen – konflikter med forældrene, så er det typisk, at drenge lukker sig inde på værelset og først kommer ud, når der er mad på bordet. Piger derimod vil gøre alt til en diskussion. De er klar til at forhandle.  Og det er vel en af konsekvenserne af i dagens samfund af at være vokset op på et hotel med fuldpension og udvidet taxaservice. – og så tror jeg lige, jeg lader det stå for sig selv.

Men til jeres forsvar som teenagere skal det så siges, at I er uden bevidst skyld i at I indimellem kan være noget så trætte, at det kan være svært at overskue en opgave, når ens mor eller far sætter automatpiloten til, der, så snart i træder ind af døren begynder: ”Har du nu stillet skoene? , husk nu, du skal lave lektier, inden du går til gymnastik eller fodbold, har du tømt opvaskemaskinen? har du ryddet op på værelset?, har du nok tøj på?  osv”. Jeres hjerne er nemlig i disse år under ombygning. Og en gang imellem står der måske i panden af jer ”Lukket på grund af ombygning”.

Men det interessante er, at når I kom til konfirmationsforberedelse hos mig i præstegården, ja så var der hul igennem!

I kendte jo ikke hinanden, da vi startede, men I har begge – og det mener jeg fuldstændig ærligt – det man så fint kalder social intelligens. Social intelligens dækker over meget, men det betyder bl.a. også en meget positiv evne til med stor venlighed og overskud at kunne omgås andre mennesker uden at skulle spille smart, cool eller hvad det nu hedder. Men bare det, at være menneske blandt andre mennesker. I tog hinanden. – og mig ind – og vi fik hurtigt skabt en virkeligt godt rum at være sammen i. Dyrk endelig det videre – det med den sociale intelligens – så vil I fortsat kunne høste mange positive oplevelser ved at være sammen med andre.

Måske har I følt, at I hinandens og mit selskab – og det snakkede vi faktisk om i onsdags – , så var der et lille åndehul i alle de krav og forventninger, der ellers stilles til unge som jer i dagens samfund. Vi kunne sidde stille og roligt og tale sammen om de store ting i livet, uden I skulle vejes og måles på, om jeres holdninger og meninger nu var de rigtige eller ej. For de ting, som vi i vinterens løb har talt med hinanden om, er så store, at der netop ingen færdig løsning er. Og det stof, vi har været igennem, er verdens bedste stof at undervise i nemlig budskabet om Jesu Kristi opstandelse og Guds kærlighed, næstekærlighed og tilgivelse – det bliver man aldrig færdig med.

Og det har jo netop været samtalen, der har været det bærende i min undervisning og vores samvær. Eller – egentlig har jeg faktisk ikke med jer to følt det som egentlig undervisning – det har netop været båret af det, vi kalder den ærkegrundtvigske tilgang til undervisning, nemlig en ligeværdig samtale. Jeg har ikke forlangt af jer, at I skulle læse lange svære passager af Bibelen eller lære salmevers udenad, men vi har sammen snakket om, hvad kristendommen er for en størrelse, og hvordan den er en del af vores liv. Og jo – nå ja – der var så lige det med Trosbekendelsen og Fadervor. Det er sådan set det eneste, vi har knoklet lidt med at få på plads. Så meget, at I kom til at kalde det for trosbekæmpelsen – jeg håber dog, I har indset at det netop er det det helt modsatte.

I en avis kunne man for en tid siden læse en artikel på forsiden med overskriften ”Præster har problemer med deres konfirmander”. I artiklen står, at hver fjerde præst i Danmark har problemer med de ugidelige teenagere. Det har jeg også haft! – Men slet ikke de problemer, som artiklen beskriver. Tværtimod. Jeg har mødt jer Terkil og Asmus som 2 unge mennesker engagerede og interesserede udover det sædvanlige, hvor problemet ofte bestod i, at jeg nærmest skulle smide jer ud af præstegården, når den aftalte tid var gået. I har været fantastiske sammen. I har stillet de gode spørgsmål, I har været oprigtigt interesserede. I er begavede og dygtige og ikke mindst sjove at være sammen med. Jeg er helt tryg ved at blive gammel – som I så indimellem allerede synes jeg er – men lad det nu ligge – men jeg er meget tryg ved, at fremtiden er i jeres hænder. Jeg vil komme til at savne jer i præstegården.

Vi havde i forrige uge en rigtig dejlig tur sammen til København. Turen startede måske lidt kaotisk. Trafikprop gennem Kolding, så Asmus og jeg have 3 minutter til toget gik, og da du Terkil alligevel ikke var med det tog, som Asmus og jeg skulle stige på i Kolding, så steg pulsen selv på en besindig nordjyde som mig. Dit tog havde så lige overhalet vores tog – og lang historie kort – så fik vi alle pulsen ned, da dit tog blev koblet på vores i Fredericia og alt var godt. Vi gik på vores tur ikke mindre en 15 kilometer rundt i København og så det, jeg nu havde besluttet, vi skulle se.
På vej fra vores besøg i Vartorv, hvor vi fik hilst på Grundtvig, via Nationalmuseet, hvor vi fik hilst på Egtvedpigen gik vi forbi Thorvaldsens museum.

Nu fik jeg aldrig den dag fortalt, at udover at være en kendt billedhugger, så samlede Bertel Thorvaldsen også på noget ganske specielt – Han samlede på spejle! Han havde i hundredvis af spejle i sit hjem.

Nu har de fleste af os jo også et spejl derhjemme. Når man kommer op i min alder, så kan det jo være skrækindjagende hver morgen at hilse på den halvgamle mand, der insisterer på at ville have øjenkontakt med en – og det er ikke så rart.

Men det er jo altid farligt Asmus og Terkil, hvis man kun vil spejle sig selv og ikke se de andre.

Der findes en fantastisk lille græsk myte om, hvor galt det kan gå, hvis man kun er forelsket i sit eget spejlbillede. Den handler om den meget smukke unge mand Narcissos. Han lå hver dag ved bredden af en skovsø, for han kunne så godt lide at se sig selv spejlet i søen. Ja, han var endda fuldstændig forelsket i sig selv. Så han lå der og gloede på sig selv dag ud og dag ind. Der var imidlertid en pige, der også var forelsket i ham. Hun kaldte på ham hver dag, men fik aldrig noget svar. Det eneste svar hun fik, var sin egen stemme – så, ja hun hed selvfølgelig Ekko. Det går ikke værre eller bedre, end at Nacissos dør der på bredden af søen, da han kun havde øje for sig selv. Og sådan kan det jo gå, at man kan dø – i hver fald dø inde i sig selv, hvis man kun har øje for sig selv. For øvrigt, så voksede der en blomst op, der hvor han havde ligget. Ved I, hvad det var for en blomst? Det var en påskelilje – og derfor hedder påskelilje på latin Narcissos – ja, sådan er der så meget unyttig viden, man kan få ved at gå til præst.

Men I to er heldigvis ikke som Narcissos – altså den unge mand. For I har øje for andre mennesker, og har slet ikke brug for at spejle jer i andre. I går tit jeres egne veje og finder glæde i det – og bliv endelig ved med det.

I er nemlig så gode og skarpe til netop at være til stede i nuet, og I kan smitte vi andre til at være rummelige og gode mennesker. Jeg har nemlig, når jeg går ture med hunden i skoven, spekuleret over det gamle udtryk, at når I bliver konfirmeret, så træder I ind i de voksnes rækker. Det er et forfærdeligt udtryk! Og undskyld, hvis der lige er nogle af jeres gæster, der nu skal have revideret deres tale til jer i dag. Træde ind i de voksnes rækker – vor Herre bevares!  For det første bryder jeg mig slet ikke om som voksen at skulle være på nogen som helst række – for det andet, så har det slet ingen hast med at få jer derind. Så, som min hjerne indimellem vender anderledes, så er mit ønske det modsatte. Det vil være så befriende og dejligt, at I kan lære os lidt ældre og forstokkede at vende tilbage til jeres umiddelbarhed, glæde, venlighed, tillid og hjælpsomhed. Det vil da være fantastisk, så ville verden nok se lidt anderledes ud.

Vi snakkede faktisk om det, da vi mødtes sidste gang – hvad vil det egentlig sige at være voksen?
Det var der mange bud på. I mente f.eks ikke, at nogle af jeres brødre endnu var voksne. Den må I så lige selv tage med dem – men jeres svar var også ærligt, at I lige nu er et fedt sted i livet, hvor I kan have ben i mange lejre.

I den tekst, jeg læste først i gudstjenesten i dag fra apostlen Paulus, der siger han også noget om det med et spejl:

”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.” – Sådan er det at være menneske. Det er livet igennem en gåde at være menneske, men når vi formår at se ud over os selv, så oplever vi jo, at Gud er til stede – ikke i spejlet, men i det andet menneske.

For tiden taler vi meget om bæredygtighed. Vi skal for alt i verden sørge for at vores mishandlede klode bliver mere bæredygtig – selvfølgelig skal vi det. Men jeg vil også ønske for jer, at I bliver ved med at være være-dygtige. At I bruger jeres åbenhed og venlighed til at blive dygtig til at være i denne verden. Være-dygtig. Og jeg kan roligt sige, at I er godt på vej! Desuden håber jeg, I har erfaret, igennem vores samtaler, vi har haft med hinanden, at kristendommen ikke kun er noget, der sidder mellem ørerne, men noget, der skal leves ud i livet med andre mennesker. Det at have øje for andre mennesker og deres behov. At vi kommer det andet menneske, der står overfor os i møde.

Der er en, der altid kommer os i møde i vores liv, og det er Kristus. Da vi senere på dagen i København besøgte Københavns Domkirke for at se nok det største mesterværk af Bertel Thorvaldsen – den store Kristus figur over alteret, så lagde vi jo mærke til, at den store Kristusfigur har taget et skridt frem mod os. Thorvaldsen har så flot ladet Kristus fremstille, så han er på vej hen imod os. I den mægtige Kristus-figur ligger hele budskabet i kristendommen. Han kommer os altid i møde – både når livet er lyst og let, men også de dage, hvor vi har det svært.

Vi skal synge om det lige herefter, hvor der i salmen står:

”Græd dine tårer ud hos Gud,
han rækker ud,
hvor håbløsheden gror,
og planter troens frø dybt i din jord”

Nu skrev Paulus jo også, at kærligheden skal være tålmodig – så, selv om, jeg kender jer ret godt nu – så må I lige holde ud lidt endnu. Jeg er snart færdig!

Det at være ung i dag kræver en god base med gode solide familier, der har grundholdningerne og værdierne på plads og er tydelige i dem.
Og her er I virkelig godt stillet. Dejlige familier, der støtter jer – og også indimellem lige får jer tilbage på sporet, hvis det stikker helt af. Så her også en stor og meget velment tak til jeres familier om, at det var her hos mig, I naturligt skulle konfirmeres. Det er jeg taknemmelig for.
Men husk nu også et godt råd fra den gamle mand i spejlet, som jeg i alle de 28 år jeg har haft konfirmander har sagt: – ”Det er altid bedre at have sine forældre i ryggen, end at have dem på nakken”

Som et helt håndgribeligt symbol på vores fællesskab med hinanden, med jeres familier og venner og med den opstandne Kristus, så har vi i dag også altergang.

Og ja, jeg har skiftet den ellers udmærkede portvin ud med druesaft i dag, så det ikke bliver alt for krads.

Så, kære Asmus og Terkil, når nu I kommer ovenpå alle festlighederne i dag, så håber jeg, at I vil se i bakspejlet – ligesom jeg vil – , at det var godt, sjovt og givende at være sammen for:

”I en tid, hvor det gælder
at ligne de mange,
som har ophørt at yde
og lært at forlange,
er der enkelte iblandt os,
som man trygt kan forlange af.

I er nogle af de få, som der ikke er mange af!”

Med ønsket om Guds velsignelse.

Amen.