Krucifikset

Prædiken til Langfredag 2021 – afsløring af konfirmandernes krucifik

”Ja, jeg tror på korsets gåde”, skriver Grundtvig i den store påskesalme ”Hil dig frelser og forsoner”, som vi skal høre Påskedag.

Korsets gåde. Korset som det store og samlende symbol i den kristne verden. Umiddelbart efter den første pinse var det fisken, der var de kristnes symbol. Men det første kendte kors kender man fra en udgravning af Pompeji, der blev dækket af aske fra Vesuvs udbrud i år 79. Her fandt man på en væg i et bageri en aftegning af et kors. Et kors, som vi idag ken- der det som det latinske kors. Det latinske kors, som vi også har i Dannebrog. Der skulle gå mange hundrede år før vi fik en Kristusfigur på korset – også jo kendt under navnet kruci- fiks – afledt fra det latinske crux og fixus – fæstnet til korset. Op igennem tiden kender vi et krucifiks – altså en Kristusfigur fæstnet til korset – udfra to hovedkategorier. Den sejrende Kristus eller den lidende Kristus. Da den kristne mission kom til Danmark under vikinge- tiden, så var missionærerne klar over, at skulle de trænge igennem til vikingetidens kriger- elite, så måtte de tilpasse Jesusbilledet til opfattelsen af de eksisterende nordiske guder. Der skulle mere til at overbevise de skrappe vi- kinger om den nye tro end at fremstille Jesus som en ydmyg og umandig person, som et li- dende menneske. Det første og meget smukke krucifiks, som vi kender i Danmark fra ca år 1050 er det såkaldte Åby Krucifiks, som kan ses på Nationalmuseet. Her er Jesus skildret på korset om en rank, stærk person med fast blik og med kongekrone fremfor tornekrans. Det karakteristiske for senere skildringer af den sejrende Kristus på korset er, at figurens arme går lige ud og følger korsets tværbjælke. Hove- det er lige på kroppen fremfor at hænge til siden. Vi ser det samme på figuren på Jellinge- stenen.

I år 681 blev der afholdt et stort kirkemøde i Konstantinopel. Her blev det officielt besluttet, at man i den katolske kirke fremover ville skil- dre Kristus på korset som den lidende Kristus. Og i forhold til krucifikser ser vi nu en afbild- ning, hvor Kristusfiguren så at sige hænger i ar- mene og hovedet hælder i smerte til siden.

Teologisk er der også forskel på de forskellige evangelisterne skildring af Jesus på korset Langfredag. Hos de tre Markus, Lukas og Mat- thæus skildres i teksten Jesu lidelse meget ud- førligt sluttende med ordene ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – og dermed reference til krucifikset med den lidende Kristus. Men hos evangelisten Johannes, som jeg så bevidst havde valgt til i dag – hører vi om den sejrende Kristus med ordene ”Det er fuldbragt”.

Årets fire søde konfirmander har lavet krucifikset på alteret, som tager udgangspunkt i netop den sejrende Kristus. Konfirmanderne har lavet krucifikset i ler og efterfølgende arbejdet med den sjove, men også svære proces at belægge figuren med bladguld. På kransen bag korset er indlagt LED-lys, som ved aftengudstje- nester bedre kan ses end nu. Krucifikset vil få en anden placering i kirken her efter langfredag.

Men beretningen her Langfredag skal minde os om, at vi ikke må glemme, hvordan alt det der gør et menneskeliv til en gave, en udfor- dring, en lykke, et mirakel, hvordan det alt sammen kan skrælles af, brydes ned til grun- den, så intet rager op. Hvordan alt det, der fylder alverden, kan gøres til intet. Vi må ikke glemme det. For det sker, og det kan stadigt ske.

Langfredag skal minde os som Jesu lidelse, for Jesu lidelse var også menneskets lidelse. Jesu lidelseshistorie er en lærebog nærmest, et trin for trin redegørelse for hvordan vi, om man så må sige, tager pynten af et menneske, hvordan vi tager alt fra ham eller hende, nedbryder ham eller hende til grunden.

For det var, hvad de gjorde. De tog alt fra ham. Først forsvandt de, alle dem, der havde fulgt ham. Borte tog dem. De var bange. De holdt sig væk, for blev det dem næste gang? Han var alene. Så tog de hans sølle ejendom, hans klæder, trak lod om dem. De tog hans værdighed med hån og spot: ”Frels dig selv og stig ned fra korset”. De tog hans frihed ved at sømme ham fast. De tog hans håb. Nu var der kun døden at vente på. De tog hans tro. Det sidste et menneske kan klynge sig til. Og de tog hans liv.

At tage alt fra et andet menneske, forvandle det til en parodi på det, som Gud har skabt det som. Det er en evigt menneskelig specialitet, dér hvor mennesket gør sig selv til Gud.

Men hvor Gud skabte, der er mennesket bedre til at afskabe, afvikle skabelsen ved netop at pille den fra hinanden og tage alt det bort som Gud og andre mennesker gav og skabte og byggede hinanden op med.

I Bibelens skabelses-beretning står der, at der i begyndelsen var tomhed og øde, og at mørket rugede over urdybet. Så skabte Gud lyset. Han kaldte det frem. ”Der blive lys! ”. Og så begyndte det ellers at spire frem: alt det grønne, alle livsbetingelserne, alle dyrene, og til sidst mennesket, der ikke kunne leve uden alt det. Gud byggede op. Gud skabte.

Men når mennesket vil være Gud, går det den anden vej. Livet, det groende, lyset, skrues til- bage til mørket, tomheden og det øde. Den omvendte skabelse. Afskabelsen. For det er jo sådan, helt elementært, at man gør sig selv større ved at gøre andre mindre. Kan vi skære den anden ned til en parodi på det, han eller hun blev skabt til og skabt som, rager vi selv så meget desto højere op. Så har vi verden lidt mere for os selv.

Mennesket valgte sig selv og valgte Gud fra. Det var dets ulykke. Sådan siger Bibelen.

Og det er følgerne af den ulykke, vi her i kirken tvinges til at se i øjnene med langfredags beretning, om den mishandlede og korsfæstede, som var Guds udtrykte billede, skabelsens blomst. Langfredag er den nøgterne beretning om, hvordan mennesket slog Gud ihjel. Hvordan mennesket ødelagde, af-skabte skaberen, fordi vi åbenbart ikke tåler andre end os selv.
Sluttede det så her med den pointe eller morale, at det ligger som en drift i os at ødelægge, hvad Gud har givet os, for at vi bedre selv kan komme til. Sluttede det her med erkendelsen af, at alt hvad vi bygger på og tror på og kæmper for og drømmer om og stræber efter af godt, af lys og liv, at det er som et skrøbeligt sårbart blafrende lys omgivet af destruktive magter, og at det som intet kan gøres til ingenting, og det, der er værre end ingen- ting. Sluttede det her, ja, så var der på enhver måde grund til at holde lysene på altret slukkede, lukke kirken, og gå hjem til frokosten. For så var det hele bare skåltaler og ønsketænkning, som vi ligeså̊ godt kunne holde et andet sted. Pæne ord og massive fortrængninger af os, der gudskelov sjældent og personligt oplever ondskab, menneskers trang til at være Gud, på nærmeste hold.

Men dét, der lige præcist gør, at vi bliver her, og tænder lysene igen på søndag er heldigvis, at vi ikke er Gud. For det var Gud selv, der hang der på korset. For han ikke blev i graven. For han siden kom til os igen gennem lukkede døre og i nadverens brød og vin. På trods af alt. På trods af alt. Langfredags store PÅ TRODS AF ALT.

Det er derfor vi her i kirken skal høre den her nøgterne, realistiske genfortælling af, hvad der skete langfredag. Det er derfor vi skal se det for os og huske på det. Fordi vi skal vide, at Gud selv var i det, og at han vilje til at skabe nyt og tilgive og bringe liv og lys og håb og kærlighed, ikke blev pillet fra hinanden og skåret ned til grunden, men stod menneskers ødelæggelsestrang og selvhævdelse igennem.

Vi skal se og se det onde i øjnene for at huske og huske, at Gud i sin søn var i det, overvandt det og gav os et hjemsted i hans rige, hvor døden og ødelæggesen ikke er altings udkomme, men hvor vi, som vi bedst kan, bygger med på kærligheden, tilgivelsen og friheden, bærer det ind i vores liv sammen og holder vores næste fast på sit værd som skabt af Gud.

Bag det hele, i det hele, var Gud. Han ofrede sig selv. Han gav sig selv hen, for at hans skabelses godhed kan leve videre blandt os. Stadig, nogle gange, kun som et blafrende lys. Men uudslukkeligt. I liv som i død.

Amen