Se, jeg er med jer alle dage

Se, jeg er med jer alle dage

Prædiken til Sidste søndag efter Hellig Tre Konger 2021

Beretningen, som vi lige har hørt, kaldes jo forklarelsen på bjerget. Jesus førte Peter, Jacob og Johannes op på et højt bjerg. Dér blev han forvandlet for deres øjne. De så hans ansigt skinne som solen i al sin glans, og hans klæder blev skinnende hvide. Grundtvig har gendigtet denne i salmen ”Med strålekrans om tinde”, hvor første vers lyder:

Med strålekrans om tinde
forklaret Jesus stod,
det varmer os herinde,
ved dybest hjerterod.

Strålekrans skriver Grundtvig. Strålekrans hedder på latin Corona – men det lader vi ligge i dag.

Denne oplevelse beretter både Peter og Johannes senere om. Johannes skriver jo mange år senere: ”Vi så hans herlighed, som den enbårne søn har det fra faderen – fuld af nåde og sandhed”. Og Peter fortæller om denne herlighed, at det ”ikke var kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte, men vi havde været øjenvidner til hans guddomsherlighed”.

Jesus og de tre disciple står altså nu på bjerget og kan skue ud over alverden. Og lidt usædvanligt for beretningerne i Det Nye Testamente dukker så Moses og Elias fra Det Gamle Testamente op ved siden af dem der på bjerget. Moses og Elias – de to er udtryk for det, vi kalder loven ( Moses ) og profeterne ( Elias ). De repræsenterer den gamle pagt. Moses og Elias er de to, om hvem vi har fået fortalt, at Gud lod dem gå uden om døden. Han tog dem til sig på sin egen måde. Døden på deres egen krop, har de ikke kendt.

Men her på bjerget sker så det, som jeg vil kalde det store vagtskifte. Den gamle pagt taler med den nye. For Jesus er den nye pagt, hvor han selv går mod menneskets død – ikke for i sidste øjeblik at gå udenom den, men for at gå gennem det, som mennesket frygter. Vi holdes også fast på dette vagtskifte, hver gang vi hører indstiftelsesordene ved altergang. Her siges det jo: ”Efter aftensmåltidet tog han også kalken – takkede og gav dem den og sagde – dette er den nye pagt …” Jesus afløser altså det gamle gudsbegreb, som vi kender det fra Det Gamle Testamente.

Og i endnu et stykke sker det store vagtskifte. Da de fortumlede disciple hører Guds egen røst, falder de i en blanding af tilbedelse og rædsel til jorden. Da rører Jesus ved dem og siger: ”Frygt ikke” – og da ser de kun ham. Al rædsel og frygt forsvinder – og vi får i tilgift glæde og taknemmelighed – vores rædsel overfor Gud forsvinder.

Og mens disciplene står der på bjerget og oplever al herligheden, så lader Peter sig friste, og foreslår, at de skal bygge nogle hytter, så de for tid og evighed kan blive der på bjerget.

Fristensen til at blive på bjerget – og indrette sig i en klippehule eller i et eller andet eremitbo, som mange gjorde i den tidligere kristendom eller at gå i kloster som i middelalderen, er måske ikke den største fristelse i vores tid. Men det er vel snarere fristelsen til at trække sig tilbage bag ligusterhækken i et privatliv, uden at engagere sig særlig meget i det sociale, folkelige og politiske liv, fordi det kan virke uoverkommeligt og for besværligt og uigennemskueligt. Og lige for øjeblikket er vi jo nærmest tvunget til at isolere os – mod vores vilje – men ganske nødvendigt.

Så vi kan altså høre fortællingen om forklarelsen på bjerget med en dobbelt kant til vores tid.

For på den ene side skal vi så at sige genlære vigtigheden af at give slip på vores egen betydning, den der gerne skal bekræftes med en fyldt kalender, med altid at være opdateret, altid at være på, men ikke så nærværende. Vi skal genlære vigtigheden af stilhed, hvor vi bedre kan høre, hvad Gud vil sige til os. Men – på den anden side skal vi også ned ad bjerget igen. Til hverdagslivet og hverdagsmennesker, sådan som Peter og de andre bliver sendt ned igen. Nej – der skal ikke bygges hytter på bjerget. For omvendt – Kristus har taget bolig iblandt os.

Det er med andre ord nede i den verden, vi så godt kender til, at Jesus vil være – og det er ikke på forklarelsens strålende bjerg. Det er til os i al vores skepsis og begrænsede opfattelse af, hvad der giver mening og klarhed, han kommer. Det er netop ham, der bygger sit hus hos os frem for at bryde det ned.

Igen går vejen ned i dalstrøget – ned, hvor modsætninger trives og brydes – ned, hvor de andre af disciplene tumler med en syg dreng, hvis sygdom de ikke kan få bugt med. Jesus går med ind i hverdagen. Det er dér, vi skal leve – i det liv, hvis gåder ofte ikke løses, men leves.

Peter, Johannes og Jacob måtte igen ned fra bjerget – ned på sletten – ned til livet på godt og ondt. Men det forunderlige er jo, at Jesus gik med. Han blev ikke selv tilbage på bjerget. Og netop det, at Jesus gik med, deri ligger hele evangeliet. Det evangelium, som lød over os, da vi blev døbt : ”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Og netop den indsigt skaber frihed og frimodighed. Den betyder nemlig, at vi ikke længere behøver at længes efter eller flygte op på de religiøse bjergtoppe, som man til stadighed tilbyder os fra alle sider. Vi behøver ikke svælge i ekstase og tungetale for at komme Gud nær. For han er allerede nær i den verden og den dagligdag, hvor vi lever vores liv.

Jesus selv fulgte med disciplene ned af bjerget til en vej gennem kors og død til opstandelsens liv. Og først da han havde nået dette mål, kunne disciplene se, hvem han var – Guds søn – og først da blev dét forklaret, som indtil da var forblevet en dyb og uforståelig gåde.

Vor Herres vej fører fra det høje på bjergets tinde, hvor himmelglansen stråler og skyen lyser. Den fører fra det høje til det lave – fra himlens glans til jordens skygger. Jesus går fra det himmelske til det jordiske – for det er her, han fødes, lever og dør. Det er her, han bygger sin kirke – det er her, vi skal høre ham og ikke i det himmelblå.

Og kan vi hjælpe hinanden til at tro og have tillid til det, så sparer vi mange klatreture op på bjerget og ned igen.

Amen.