Tale til konfirmanderne 2020

Kære Sebastian, Tilde, Andreas og Sarah

Her til jeres store festdag har jeg valgt en meget fin tekst fra Det Ny Testamente, som hedder Johannesbrevet – det lyder:

„Kære Venner. Lad os elske hinanden, for kærligheden kommer fra Gud. Enhver, der elsker, har Gud til far og ved, hvem han er. Enhver, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Der er aldrig nogen, der har set Gud, men hvis vi elsker hinanden, så er Gud i os, og hans kærlighed har nået sit mål. Den der ikke elsker andre, som han jo kan se, kan heller ikke elske Gud, som han aldrig har set“. Amen.

Hvornår har I sidst kysset jeres klasselærer? Hvornår har I sidst kysset jeres klasselærer – på munden!? Har I nogensinde gjort det? I denne tid nok ikke, for vi skal jo være totalt afsprittet og holde afstand – Men har I gjort det engang? Jeg må indrømme, at jeg aldrig har gjort det, da jeg gik i skole. Nu havde vi også en klasselærer – Hr. Sørensen – med et stort rødt skæg – så det gav nærmest sig selv. 

Men jeg kender en, der har kysset sin klasselærer – udover min mor, for min morfar var nemlig hendes klasselærer – men en anden – en dreng – Emil. Emil fra Lønneberg. Han skulle selvfølgelig også gå i skole som alle andre børn i Katholt. Emil var nu nok mere det, vi idag kalder praktisk begavet. Men Emil gjorde det en dag i klasseværelset i på Katholt Skole. Lærerinden var fuldstændig uforberedt, da Emil gik op til katederet og kyssede hende på munden. Hun forstod det ikke, så hun rødmede og blev forlegen. Lærerinden kigger da på Emil og spørger: „Hvorfor gjorde du det?“ Emil kigger da på hende og siger: „Det gjorde jeg da af godhed!“ 

På en festdag som i dag her i kirken, skal i vide, at Guds godhed kommer til jer – til os – måske lige så overraskende som Emils kys kom til lærerinden. Overraskende. Uventet. Og vi er måske helt uforberedte. Og når Guds godhed kommer, så bliver vi forvirrede og overraskede. Vi kan ikke rigtig tro det. Nej – vi tør ikke rigtig give os hen til livet. Vi vil meget hellere være forberedte. Og derfor forbereder vi os i en uendelighed. Vi går hele tiden og forbereder os på, hvad det næste er, vi skal. Nogle skriver lister på, hvad de skal nå. Min far var en mester i lister. Han skrev den ene liste efter den anden om, hvad han skulle huske – og indimellem skriv han en liste over, hvor de andre lister lå. Jo – vi glemmer ofte bare at være til stede i nuet. Være til, og lade godheden komme, som den nu kommer. 

For godhed findes. Det gode findes. Det godhed kom ind i verden, da Gud lod sin søn føde som et menneske som jer og mig. Og da I blev døbt og nu konfirmerer jeres dåb, da blev der sagt til jer, at „Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende“. Gud er og vil være med jer i al sin godhed, når I smukke og velopdragne som i dag sidder her. Men han vil også være med jer, når det en dag går helt galt for jer – og I måske også får den erfaring, det er at ligge et eller andet sted og det måske ikke lige er saftevand i lugter af. Gud er med jer, når livet er let og lyst og lige til. Men han er måske allermest med jer, når der hele går skævt og I slet ingen godhed mærker. Gud er med jer alle dage indtil verdens ende. 

Sebastian, Tilde, Andreas og Sarah. Det har virkelig været en stor fornøjelse og glæde at have været sammen med jer til jeres konfirmationsforberedelse. Jeg har jo på grund af alt det her Coronahalløj fået lov at følge jer lidt længere, end jeg normalt følger et konfirmandhold. Udover der er lagt adskillige centimeter til, så har det været en fornøjelse at følge med i jeres udvikling. Næsten et helt års udvikling. Jo, jo – der er da stadig indimellem koblinger i jeres teenagehjerner, der ikke helt har fundet den rigtige hjernehalvdel, men i stedet har hjernen koblet op på mobiltelefonen osv. Lad det nu være. 

Men – det, der har gjort mig allermest glad, er at opleve jeres humor og ikke mindst rummelighed. For I fire er meget forskellige. Og gud ske lov for det. Men I har bevist, at I er i stand til at rumme andre mennesker, der ikke lige er som jer selv. 

Vi har fået et nyt ord i det danske sprog i denne tid – nemlig et fantastisk ord: SUPERSPREDER. Jeg ved jo godt, det har noget med den her virus at gøre – men jeg er så glad for at have været sammen med superspredere som jer. I smitter nemlig med masser af godt humør, glæde og venlighed. Så gå ud i verden og være superspredere af jeres godhed. I behøver måske ikke lige gøre det, som Emil gjorde det – I skal sådan set bare blive ved med at være dem, I nu engang er.

Jeg synes – om I så også synes det, håber jeg – at vi har haft det både sjovt og seriøst med hinanden. Vi er kommet rundt om de centrale fortællinger i Bibelen . I har hørt om lidt kirkehistorie og vi har sammen været på konfirmandtur. Nu er der nok en hændelse, der altid vil blive husket på jeres hold. Da jeg før jul spurgte, hvordan det gik til, at jomfru Maria blev gravid, så var jeg jo ikke ude efter den rent tekniske øvelse – men det der med, at hun blev gravid med Helligånden. Og I kan jo alle huske det søde svar: „Var det ikke noget med, der sad en grøn frø på hendes badeværelse?“  – Det er virkelig en fortolkning, som jeg i mine snart 25 år som præst aldrig har hørt. Jo. Emil kyssede sin klasselærer, men Jomfru Maria kyssede altså ikke en grøn før, så Jesus kunne blive undfanget.

Jeres generation lever i den grad i en tid, hvor det hele tiden gælder om at skulle præstere noget. Det er, som om det ikke er nok bare at være nogen – en person med masser af godhed, venlighed og rummelighed – men at man absolut også skal været noget. Så mit råd til jer i den mere alvorlige ende er, at når jeres forældre siger med lidt høj røst: „Kom nu. Du kan, hvis du vil“ – Eller hvis stemningen er lidt anstrengt derhjemme før en af de ulidelig nationale tests eller terminsprøver, og de svarer jeres nervøsitet med et: „Du skal bare ville det“. Så vil jeg tillade mig at sige – de tager fejl. Det passer ikke. Det er ikke fordi I ikke vil det nok – eller ok, det er det måske nogle gange. Men min pointe er, at der er altså også noget her i livet, I ikke kan. I skal ikke blive ved med at høre på – at man bilder jer ind – at I kan, bare I vil det nok. I er altså helt almindelige og alligevel usædvanlige skønne og søde teenagere, som kan rigtig meget. Men I kan altså ikke alting! Bum!

Men det I kan – og er så gode og skarpe til, det er netop som de superspredere I er, at sprede om jer med fortsat at være rummelige og gode mennesker.

Derfor vi jeg slutte med at ønske jer stort tillykke med dagen i dag. Og tak for godt, sjovt og yderst behageligt samvær. Da vi besøgte Kaj Munks præstegård på vores konfirmandtur, var der malet et citat på væggen i hans stue: „Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter – bare om det er sandt“. Gud være med jer – Amen.