Tale til konfirmanderne 2023

Tale til konfirmander 2023

Kære Frederikke, Willads og Gregers!

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Sådan læser vi som den aller første linje i Bibelen i 1. Mosebog. Også det, som vi kalder for skabelsesberetningen. Den skabelsesberetning gik vi sammen dybt ind i, og I fik skabt de usædvanlig flotte glasmosaikker til kirkens vinduer, hvor de enkelte dage i skabelsen er illustreret. Når vi læser skabelsesberetningen, så slutter hver dag med sætningen – „Og Gud så, at det var godt“. Så helt fra verdens skabelse var der altså det, som vi plages med i dag i skoler og på arbejdspladser – en evaluering – Gud så, at det var godt! Og allerede nu her først i talen til jer, – en hurtig evaluering – Og præsten har været sammen med tre usædvanlig søde, rare, intelligente og sjove konfirmander – og han så, at det var godt – særdeles godt endda!

Jeg er ikke i min konfirmandundervisning den store tilhænger af events, mærkelige gags osv -. Det kommer i min verden let til at virke hult. Nej, – jeg tror nemlig på det, der så fint hedder den Sokratiske metode. Ja, det lyder fint – det er det nu også. Filosoffen Sokrates levede i det antikke Grækenland, og han var mester i at samtale. Han tog nemlig altid udgangspunkt i sine samtalepartneres egne personlige erfaringer og oplevelser. Gennem utallige spørgsmål så han det som sin fornemste opgave at hjælpe den viden og indsigt, som ligger inde i os hver især, ud i verden. Jeg har brugt og er stor tilhænger af den Sokratiske metode. Og jeg ved, at jeg har stillet jer utallige spørgsmål, men ret hurtigt var i med på, at der skulle ligge et svar fra jer – I har været super gode til at reflektere og indimellem også tænkt jer om, inden i fik svaret. For at bruge den metode kræver jo, at der kommer en samtalke ud af det, og det faldt jer helt naturligt. Det kom der mange gode svar ud af – og indimellem også sjove svar, der var helt hen i skoven. Men gradvist viste det sig jo, at I bl.a. havde stødt på nogle af Bibel- historierne før, og de blev nu sat ind i en ny og større sammenhæng – og I stillede spørgsmål tilbage. Den Sokratiske metode blandet op med Grundtvigs tanker om det levende ord er, efter min mening, en ret god metode i undervisning – om ikke endda den bedste.

Jo jo – Vi har da knoklet lidt med noget af det. Bl.a. trosbekendelsen – det er jeg med på – den her maggi terning af, hvad hele den kristne tro er og indeholder. Indimellem blev det nu også til nogle sjove sammesætninger. Og nej, det hedder trosbekendelsen og ikke trosbekæmpelsen! – Og Nej – Jesus var ikke Guds fætter – hvor den tanke så end kom fra – og nok den værste – Jeg tror på Djævelen og alle hans gerninger – For så må jeg sige, så er I altså gået det forkerte sted hen. – og endelig – nej – Jesus blev heller ikke pint under Jomfru Maria – det ville jo have givet anledning til en anmeldelse. Men! Tak for, at jeres hjerter var åbne i vores samtaler og svar på mine mange spørgsmål og jeres interesserede spørgsmål tilbage til mig. Det har nemlig været så dejligt at opleve, at I tre vil hinanden – og I vil mig – og vi vil alle fire hinanden. Der har været en sjælden dybde i vores samvær. Og dybde i samvær kommer jo kun af, at man giver noget af sig selv og vil hinanden.

Det store pædagogiske højdepunkt for mig i konfirmandforberedelsen er jo at få rokket ved opfattelsen af Gud. Hvem eller hvad Gud er. Jeg startede vores undervisning og samvær i august med at spørge jer om det – hvem er Gud?- , og fik et lidt svævende svar. Og – Ja, det der med den gamle mand med det hvide skæg, var vi dengang også indover. Men – da jeg så spurgte om det samme her ved slutningen af vores undervisning, så var det tydeligt, at nu var i meget mere reflekterende. Hvem eller hvad er Gud? Dybest set ved vi det jo ikke, men mit bud er jo det, der står i Johannesbrevet i Det Ny Testamente:
Der er aldrig nogen, der har set Gud, men hvis vi elsker hinanden, så er Gud i os, og hans kærlighed har nået sit mål. Den der ikke elsker andre, som han jo kan se, kan heller ikke elske Gud, som han aldrig har set“.

Altså forstået på den måde, at Gud er kærlighed – og vi alle bærer det guddommelige i os. Det var mit bud, som jeg jo så bare har fra et skriftsted i Bibelen, men jeres bud var meget mere filosofisk, og jeg har faktisk  tænkt meget over det og også lært noget!

Jeres bud var – At Gud er det konstante. Wow – at nå dertil i refleksion og tanker om Gud er fantastisk. For ja, det kan jo lyde lidt af matematik, at Gud er det konstante – men I har jo ret! Alt andet her i verden kan være ret så ustabilt, men der er noget, der gennem tiderne altid har været konstant – og det er Gud! Yes – Vi nåede det pædagogiske højdepunkt – og endda meget længere end det.

Idag taler vi meget om bæredygtighed. Vi skal for alt i verden sørge for at vores mishandlede klode bliver mere bæredygtig – selvfølgelig skal vi det. Men jeg vil også ønske for jer, at i bliver være- dygtige. At i bruger jeres åbenhed og venlighed til at blive dygtige til at være i denne verden. Være- dygtige! Og jeg kan roligt sige, at I er godt på vej!

Desuden håber jeg, I har erfaret, at kristendommen ikke kun er noget, der sidder mellem ørerne, men noget, der skal leves ud i livet med andre mennesker. Også det at have øje for andre mennesker og deres behov.

Jeres generation lever i den grad i en tid, hvor det hele tiden gælder om at skulle præstere noget. Det er ret svært bare at være og finde fred. Det er som om det ikke er nok bare at være nogen – en person med masser af godhed, venlighed, åbne hjerter og rummelighed – men absolut også skal været noget. Så mit råd til jer i den mere alvorlige ende er, at når jeres forældre eller velmenende skolelærere siger med lidt høj røst: „Kom nu. Du kan hvis du vil“ – Eller hvis stemningen er lidt anstrengt derhjemme før en af de ulidelig nationale tests eller terminsprøver, og de svarer jeres nervøsitet med et: „Du skal bare ville det“. Så vil jeg tillade mig at sige – de tager fejl. Det passer ikke. Det er ikke fordi i ikke vil det nok – eller ok, det er det måske nogle gange. Men min pointe er, at der er altså også noget her i livet, i ikke kan. I skal ikke blive ved med at høre på – at man bilder jer ind – at i kan, bare i vil det nok. I er altså helt almindelige og alligevel usædvanlige skønne og søde teenagere, som kan rigtigt meget. Men i kan altså ikke alt alting! Sådan er det!

Men det i kan – og er så gode og skarpe til, det er netop at være tilstede i nuet , at smitte vi andre til at være rummelige og gode mennesker.

Jeg har nemlig, når jeg går ture med hunden i skoven, spekuleret over det gamle udtryk, at når i bliver konfirmeret, så træder i ind i de voksnes rækker. Det er et forfærdenligt udtryk! Og undskyld, hvis der lige er nogle af jeres gæster, der nu skal have revideret deres tale til jer i dag. Træde ind i de voksnes rækker – vor Herre bevares! For det første bryder jeg mig slet ikke om som voksen at skulle være på nogen som helst række – for det andet, så har det slet ingen hast med at få jer derind. Så, som min hjerne indimellem vender anderledes, så er mit ønske det modsatte. Det vil være så befriende og dejligt, at I kan lære os gamle – og tak forøvrigt for, at I skød mig til at være 15 år yngre, end jeg er – det lever jeg højt på endnu – men, at I rent faktisk kan lære os lidt ældre og forstokkede at vende tilbage til jeres umiddelbarhed, glæde, venlighed, tillid og hjælpsomhed. Det vil da være fantastisk, så ville verden nok se lidt anderledes ud.

Da vi omkrig fastetiden sammen reflekterede over Jesus, som gik 40 dage alene rundt i ørkenen, så havde jeg lavet nogle spørgsmål, som vi kunne trække og stille hinanden. Et af spørgsmålene lød: „Kender du nogen, som er ensom?“. Et af ungdommens helt store problemer – ensomheden. Også her var i meget bevidste om, at – ja – det gør I. Men det stak også dybere, da I sagde – ,at mange unge sidder i timevis foran skærmen og spiller med andre, som de ikke er fysik sammen med. Så tror de, at de har venner! Men I sagdeogså, at det er da meget bedre at komme ud i foreningslivet som spejder eller fodboldspiller og være sammen med andre. Opleve glæderne ved at være sammen – men også opleve, at andre kan have grænser, som I måske ikke lige har. Grænser, som skal respekteres. For det er jo netop i de relationer, vi også prøver hinanden og os selv af. Det er jo netop her, man lærer at fungere i et fællesskab. Det er mit håb og ønske for jer, at I stadig opsøger og udfordrer disse fællesskaber. – dog uden at spille panikbold. Brug jeres energi på at opbygge sunde og stærke fælesskaber og betydningsfulde relationer til andre mennesker, hvor i prøver en masse ting af og taler med en masse forskellige mennesker om, hvad der findes i verden og hvordan de lever deres liv. Led efter det, der fascinerer jer og byg videre på det.

I torsdags, da vi mødtes i konfirmandstuen sidste gang ,skete der noget, som jeg aldrig har prøvet før. I fik et ark hver med 30 linjer fra Bibelen, hvorI kunne vælge jeres egne konfirmandord. Og da vi så skulle høre, hvad i hver især havde valgt, så havde i valgt den samme sætning. Og ja – derfor har i alle tre også det at tænke tilbage på – I har derfor samme konfirmandord, som passer lige præcis på dem, I er:

Sætningen står i det, der hedder Romerbrevet: „Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode“!

I morgen er det blå mandag. Go der vil være mange gode lyse dage og lyse nætter i jeres liv. Men I vil også komme til at opleve en dum leverpostejsfarvet onsdag eller en irriterende torsdag indimellem. Når det sker, så husk på et af de vers, vi skal synge i salmen herefter:

„Græd dine tårer ud hos Gud
han rækker ud
hvor håbløsheden gror
og planter troens frø dybt i din jord“

Til slut – for jeg er snart færdig – Tak for vores tur sammen til København – Tak for dejlige og spændenede kager hver gang, vi mødtes. Lige fra den lækre gulerodskage til den legendariske banankage med chokoladeglasur- Ja, lidt mere end glasur var der vist på den kage – den glemmer vi aldrig – –  og her til sidst define små lagkager, som I vidste er min yndlingskage – Jo, præsten så, ikke kun, at det var godt, men rigtig godt!

Tak til jeres forældre for lån af jer – og husk nu – og det har jeg sagt til alle mine konfirmandhold gennem 25 år – , at det er altid bedre at have sine forældre – og præst for den sags skyld – i ryggen end at have dem på nakken.

Derfor vi jeg slutte med at ønske jer stort tillykke med dagen idag. Tak for godt, sjovt, intelligent og yderst behageligt samvær, som var udover det sædvanlige. Og vi så alle, at det var rigtig  godt!
„Et hus at komme til
selvom du måske ikke vil
eller har brug for det, du tar
med dig herfra.
Du altid hilses vil,
hvis du en anden gang søger hertil!“
Gud velsigne jer!

Amen. –